4. november 2009

Derfor kommer revolutionen til Brøndby




Brøndby IF's nuværende ledelse er ekstrem afhængig af sportslige resultater, hvis den skal holde kritikerne fra livet.   

Utilfredsheden med spillet og klubbens ledelse er tæt på at være historisk stor. 

Det er naturligvis en påstand, der er svær at dokumentere. Men prøv for eksperimentets skyld at kigge på din egen omgangskreds: Hvor mange Brøndbyfans kender du, der er tilfredse med vores ledelse og de sportslige resultater?

Min påstand er, at utilfredsheden bare mangler en gnist, før den bryder ud i lys lue. 

Jeg ser tre årsager til, at tiden arbejder for en række større ændringer i klubbens ledelse: 

1) Klubben står i øjeblikket i en ustabil sportslig situation. Vi har lavet stribevis af dyre fejlkøb, vi spiller elendig fodbold, og vi har leveret en lang række forfærdelig resultater - senest pokal-exitet mod Vejle. 

Løber vi ind i tre nederlag i træk, eller slutter vi uden for top 3, vil cheftræner Kent Nielsen komme under et voldsomt pres. Og utilfredsheden med Kent Nielsen falder naturligvis tilbage på den ledelse, der ansatte ham. 

Det er vel næsten overflødigt at nævne, at den selvsamme ledelse var involveret i ansættelsen af Rene Meulensteen, og har ansvaret for at bænkevarmerne Jan Kristiansen, Alexander Farnerud og Stefan Gislason blev ansat til rekordlønninger, der sandsynligvis vil gøre flere bankdirektører grønne af misundelse

2) Vi er på vej med et katastroferegnskab. Klubben forventer et underskud på op mod 30 millioner kroner. Det betyder, at vi ikke længere bare kan købe os til gode resulater. 

Underskuddet kan ikke blot tilskrives finanskrisen, men skyldes i høj grad at lønudgifterne er eksploderet som følge af en række fejlslagne spillerindkøb, og derfor vil en fortsat negativ økonomisk udvikling naturligvis også øge presset på ledelsen.

3) I sommers var der historier fremme om, at en række sponsorer var utilfredse med ledelsen og truede med ikke at forlænge sponsoraterne. "Sponsorer gør oprør i Brøndby", skrev dagbladet B.T.

Hvis klubben ikke begynder at levere sportslige resultater, vil utilfredsheden næppe blive mindre. Efterhånden som flere og flere sponsorer begynder at falde fra, vil presset for ledelsesmæssige ændringer stige.